Tags

, , , , , , , , ,

En af udfordringerne ved at ville skrive en roman om Karen Jacobsdatters og Hans Jacob Jensens liv og død bliver at sætte sig ind i, hvordan det var at leve i en tid og i et samfund, hvor flertallet ikke var i stand til at læse og skrive. Det var jo først fra 1814, at også almuens børn begyndte at komme i skole.

Under retssagen i 1824 mod Karen Jacobsdatter, Hans Jacob Jensen og Søren Svup lyder det igen og igen, både fra vidnerne og de tiltalte: “Jeg kan ikke læse skrift.” 
Nedenfor er der to eksempler, hentet i referatet af retssagen.
Det første kræver lidt forklaring: i datiden skulle man hente en attest hos præsten, hvis man ønskede at købe rottekrudt (arsenik). Præstens underskrift stod som garant for, at attestens indehaver var et ordentligt menneske, der ikke havde skumle planer med rottekrudtet. Det skulle købes på apoteket, og apotekeren skulle føre en kopi af attesten ind i sin giftbog, så der var styr på, hvem der købte rottekrudt, og hvornår de gjorde det.
Da Karen Jacobsdatter og Hans Jacob Jensen i 1815 planlagde at myrde Kirsten Andersdatter, var de godt klar over, at de ikke længere havde et godt rygte i Ulbølle, hvor de dengang boede. For at sløre sporene og få fingre i en attest, overtalte Karen en tidligere nabo, Dorthea Mortensdatter, til at gå til pastor M.T. Bredsdorff i Vester Skerninge og få en attest.
Knap ni år senere forklarer Karen i retten:
Hvad der imidlertid stoed skrevet paa det Papiir Dorthea Mortensdatter leverede hende, veed hun ikke da hun ei kan læse Skrift, men dette samme Papiir [:den omventilerede Attest:] var det hun leverede til Hans Jakob Jensen, og Hans Jakob Jensen som ei heller kan læse Skrift modtog samme leverte den paa Faaborg Apothek og erholt derefter det omforklarede Rottekrudt…

Skipper og husmand Anthon Larsen fra Skaarupøer havde samme problem med at læse. Det var ham, der sejlede Karen, Hans Jacob, Søren Svup, Anna Rasmusdatter og de tre pigebørn over Storebælt i februar 1824, da de stak af fra Tved ved Svendborg for at søge lykken i Helsingør. De to mænd havde ikke de lovbefalede amtspas, som mænd, der stod i lægdsrullen dengang skulle have, hvis de forlod lægdet.
Anthon Larsen bliver indkaldt som vidne i juni 1824 og “benægter at han var vidende om at nogen af de han førte over Havet til Skiælskiør manglede lovligt Pas, da han blev foreviist et Pas som han troede paalød, samtlige de Reisende da han ikke selv kan læse Skrift, og tvivlede saa meget mindre om Rigtigheden i saa Fald, som de Reisende foreviiste samme Pas for Toldinspekteuren i Skiælskiør, hvilket denne ikke ville imodtage, sigende, at saadant var ikke ham men Politiet vedkommende.”
Senere, i august samme år, bliver Anthon Larsen genindkaldt som vidne, og her “forsikkrer Anthon Larsen at han ikke kan gienkende det eller de ham af Hans Jacob Jensen foreviste Papirer, der som Pas blev angiven, da han ikke kan læse Skrift..”
Kunne de virkelig hverken læse eller skrive? Næppe. Hvad angår Karen Jacobsdatter og Anthon Larsen, er jeg ret sikker på, at de taler fuldkommen sandt, når de siger: Jeg kan ikke læse skrift. Hans Jacob Jensen er jeg lidt i tvivl om, for han havde en del papirer på sig, da han blev anholdt i Helsingør, og flere af dem tyder på, at han faktisk godt kunne – når han ville.

Der er flere eksempler på retsmøder, hvor jeg som læser får en fornemmelse af, at de fremmødte folk fra almuen bruger to taktikker, når de vidner i retten foran herredsfogeden og hans skriver: de benægter at vide noget som helst – og de spiller dummere, end de er.
Men det ser vi jo også eksempler på i dag, når politiet prøver at komme til bunds i f. eks. banderelaterede forbrydelser.