Tags

, , , , , , , , , , ,

Som fortalt i mit forrige indlæg, var Mads Andersen, Karen Jacobsdatters ægtemand, en ynkværdig person: hans kone lå i med Hans Jacob Jensen, en 15 år yngre mand. Og – som tiden gik – lagde de ikke engang skjul på det. Konens kæreste omtalte Mads som “et godt skrog”. De gad ikke engang overveje at tage livet af ham, som de havde gjort det med Hans Jacobs trolovede, Kirsten.
I kirkebogen for Tved Sogn er Mads angivet som far til den datter, Karen Jacobsdatter fødte sidst i oktober 1815 (ca. seks uger efter mordet på Kirsten), og han gik rundt i den tro, at pigen var hans, indtil retssagen i 1824 afslørede, at det var han ikke.
På et eller andet tidspunkt i efteråret 1815 flyttede Mads fra Ulbølle til Tved, ind i det hus, Hans Jacob havde overtaget ved sin trolovelse med Kirsten, og hvor han og Karen nu boede sammen med Karens yngste børn og Kirstens efterladte søn, Hans, som Hans Jacob havde overtaget forpligtelserne overfor.

Under retssagen i 1824 blev Hans Jacob Jensen af sine tidligere naboer i Tved anklaget for en lang række tyverier og fupnumre. Et af dem involverede Mads. Sognefoged i Tved, Hans Erichsen, fortalte i retten d. 16. marts:
” At Hans Jacob Jensen som ved Sygdom mistede en gl: Koe for omtrent 7 Aar siden; i den Anledning siger Stedsønnen Hans Rasmussen, at H:J:Jensen fik en Mand i Gudme eller Gudbjerg mod en god Douceur til at skrive sig et saakaldet Tiggebrev, som hans Indsidder og Huusholderskes Mand Mads Andersen i meget længere Tid end et Aar indsamlede Gaver, efter, som skal have beløbet sig til over 200rbd, uagtet Hans Jacob Jensen endnu ikke har betalt denne Koe til Niels Jensen i Holmdrup.”
Sognefogeden blev bakket op af husmand Gotfried Larsen. som fortalte:
” at H:J:Jensen ved et Tiggebrev lod indsamle endeel Penge fordi en Koe var død for ham.”
Havde Hans Jacob Jensen sådan en magt over Mads, at han kunne sende ham rundt i Tved Sogn med et tiggerbrev? Lad os høre Mads Andersens egen forklaring:
“Det er rigtigt, saavel at han paa et Tiggebrev som Hans Jacob Jensen leverte ham i en Tid lang, som han ikke nøje veed at opgive, sammenbetlede omtrent 60rbd, dog veed han ikke dette nøje at forklare og troer, at Gaardmand Hans Erichsen Eskegaard – nu forandrer Comparenten det derhen, at ommeldte Brev var skrevet af Degnen Haastrup i Tvede.”
Mads står i retten d. 16. marts og indrømmer blankt, at det er sandt – men retter samtidig fingeren mod en af sognets store gårdmænd, Hans Erichsen Eskegaard (som NB! var en anden Hans Erichsen end sognefogeden), men tager sig så i det og peger i stedet på degnen som pennefører på tiggerbrevet.

Hvad er op og ned i den sag? Gårdmand Niels Jensen fra Holmdrup fortæller, at Hans Jacob da rigtig nok havde købt koen af ham på kredit – men aldrig betalt de 60 Rbd., han skulle have for den “skiønt H:J:Jensen efter sigende skal have faaet forfattet et saakaldt Tiggebrev, som han har ladet ombære for derved at indsamle Gaver,” da koen så døde.
Og både Hans Erichsen Eskegaard og degnen Haastrup benægter pure, at de skulle have skrevet noget tiggerbrev i den anledning. Men det står fast, at koen døde, Hans Jacob fik udfærdiget et tiggerbrev i den anledning – og sendte Mads rundt i sognet med det.

På et eller andet tidspunkt flyttede Mads Andersen omsider fra ydmygelserne i Tved  og ind til Svendborg, hvor han fik arbejde som daglejer hos garver Raun, der i disse år opbyggede en større virksomhed i byen med både garveri, limsyderi og flere møller.
Hverken da han ankom til Tved eller flyttede derfra, gjorde Mads sig den ulejlighed at fortælle det til præsterne, der førte til- og afgangslister for sognene, så det er noget usikkert, hvornår han tog til Svendborg. Sandsynligvis efter 1822, for dette år indgår Hans Jacob Jensen en kontrakt med Mads og Karens ældste søn, Anders Madsen Egebjerg, der er soldat i Helsingør. Den handler om forsørgelsen af Mads (og Karen) på deres gamle dage, og den er skam stemplet og betalt og det hele:

“Jeg tilstaaer Anders Madsen Huuset for 100rd efter Mads Andersens Død, hvorpaa Mads Andersen betræder Stue og Kamre naar jeg faaer bygget, og nu er han og forbliver hos mig og jeg tilstaaer dem den fornødne Tørv til Kakkelovns Ildebrændsel, tegnet min Haand under.
H.J.Jensen”

Men Mads Andersen fortrækker altså til Svendborg, og dukker op igen flere gange under retssagen i 1824. Bl.a., da herredsfoged Erich Christensen forsøger at finde ud af, om de tiltalte ejer noget, der kan være med til at betale for deres ophold i arresten og de øvrige udgifter ved retssagen:
“Mads Andersen forsikkrer, at han og hans Hustrue intet eier uden det nødvendige, Gangklæder, som endog er i maadelig Tilstand, og det ubetydelige Gods, som den forhen under Sagen fremlagde Fortegnelse viiser at hun havde med sig i Helsingøer og blev bragt her tilbage, hvilket sidste er i Rettens Forvaring, og deres yngste Datter underholdes for Tvede Fattigkasses Regning.” (29. maj 1824)

Karen Jacobsdatter siger nogenlunde det samme på et senere tidspunkt i sagen:
“Karen Jacobsdatter forsikkrer at hun intet videre eier, end det ubetydelige Sagens Documenter viser hun medbragte fra Helsingøer. Hun saavel som hendes Mand har siden Reisen til Helsingøer, ingen samlet eller bestemt Boepæl havt, da hun siden den Tid har været arresteret, hendes Børn overleveret til Fattig Commissionen og hendes Mand opholder sig som Dagleier hos Garver Ravn i Svendborg, hvor han blot eier det nødvendige til sin Paaklædning.” (25. august 1824)

Mads Andersen tilbringer resten af sit liv i Svendborg. Han arbejder og bor hos garver Raun, så længe kræfterne rækker. Og da de ikke rækker længere, er der kun én vej: til fattiggården.
Her dør Mads Andersen, almisselem, d. 29. december 1839, 73 år gammel. Han bliver begravet fra Vor Frue Kirke d. 2. januar 1840.