Tags

, , , ,

Ekstrabladet og BT udkom ikke i 1825. Til gengæld havde man skillingsviserne, som hentede deres stof i datidens aviser. Også mordet på Kirsten Andersdatter, begået af Karen Jacobsdatter og Hans Jacob Jensen, blev omsat i vers til skræk og advarsel og behagelig gysen.
Det var en student Sommer, der i dette tilfælde havde nærlæst Collegial Tidende No. 33 og 34, og tjente lidt ekstra til studierne ved at omsætte sagen til vers. Skillingstrykket kunne købes hos Triblers Enke, Holmensgade 107, Kjøbenhavn. På forsiden af trykket står:

En ny sørgelig Vise om Det skrækkelige Mord som er begaaet for 10 Aar siden men nu først opdaget, nemlig at Hans Jacob Jensen og Karen Jacobsdatter af Tvede i Sunds Gudme Herred under Svendborg Amt, for at have forgifte Kirsten Andersdatter ved Rottekrudt, ere dømte til at miste deres Halse, og deres Hoveder at sættes på Stage.

Visen er skrevet på melodien: Hvo ved hvor nær mig er min Ende

Hvad hører man vel nu omstunder
I Verden Andet vel end Mord,
Men det er heller ingen Under
Thi aldrig høres Herrens Ord
En Vise sørgelig nu hør:
Om Dem som på Skafottet døer.

For ti Aar siden er bedrevet
Paa Kirsten dette grumme Drab,
I Hjertets Nag det vist stod skrevet,
Det skulle komme for en Dag.
Thi Morderen har ingen Roe
I hvor han end paa Jord vil boe.

De overlagde længe sammen
Hvorledes bedst det skulle skee,
Thi begge nærte Elskovsflammen
Et Barn var Frugten snart heraf
Med egen Mand hun havde fem
Men ei som Moder elsket Dem.

Hvor kan hun dog saa grusom være,
At svigte Mand og Børn saa haard
At syndig Elskovs Brynde nære
Som Jensens Elsked’ flere Aar
Med ham hun Mordet aftalt har
Og snart det og udøvet var.

Nu have begge da bekjendt
Ar de har lønlig Omgang havt
Og siden deres Tanker vendt
Til Mordet som ei gik dem tabt,
Men hvad blev Følgen, deres Død
Udsone maae hvad de forbrød.

O Gud nu bede vi Dig Alle
Hvis der Forbarmelse er til,
At du vil reise dem som falde
Og at Du Dem benaade vil.
Naar paa Skafottet de har blødt
Og Legemet er koldt og dødt.

Det er interessant at se, hvordan teksten især hænger Karen Jacobsdatter ud. Vers 3 og 4 er de rene karaktermord, og efter den omgang er Karen vist frakendt en hver form for anstændig kvindelighed: en dårlig mor, der svigtede både mand og børn, og aldrig havde elsket de fem, hun havde fået med sin ægtemand.
Men der er intet i retssagen og begivenhederne i 1815 til 1825, der tyder på, at Karen var en dårlig mor. Konklusionen må stå for student Sommers egen regning: han levede i romantikken, og der kan siges meget om tidens kvindesyn – men rummeligt var det ikke.
PS: Jeg ville elske at høre visen sunget. Nogen, der kender nogen, der er frisk på at foretage en hurtig indspilning? Jeg har noderne, hvis de ikke lige kan huske det gamle hit: “Hvo ved hvor nær mig er min Ende..”

Kilde: Thomas Thomsen: Fynske skillingsviser. Odense Bys Museer. Fynske Fortællinger.