Tags

, , , , , , , , , , ,

Da Hans Jacob Jensen om eftermiddagen søndag d. 22. februar 1824 blev arresteret af politiet i Helsingør for at være uden pas, gik der bud tilbage til Svendborg: var han mon stukket af fra noget?
Herredsfoged Erich Christensen indkaldte til præliminærforhør for at finde ud af, om Hans Jacob Jensen havde noget på samvittigheden, så han skulle sendes retur – og det viste sig, at det havde han.
Ikke alene blev han anklaget for mordet på Kirsten Andersdatter. Et mylder af anklager om tyverier, fup, trusler og svindel kom også for en dag. En af de mere spegede er historien om sognefoged Hans Erichsens føl.
Den 16. marts 1824, på den første dag under de indledende forhør, fortalte sognefogeden i Tved, Hans Erichsen, at
“han for mange Aar siden havde en Følhoppe som fødte et Føl paa Marken omtrent 40 Skridt fra Hans Jacob Jensens Huus. – Kl:8, om Formiddagen berettede Comparentens (= Hans Erichsen) Tienestedreng ham, at Følhoppen havde faaet et rødblisset Føl, og samme Dags Eftermiddag Kl:2 da Comparenten gik i Marken, for at see Føllet, var det borte.”
Hans Erichsen fik omgående den mistanke, at Hans Jacob Jensen havde dræbt føllet.
” ..og giorde ald den Undersøgelse han var i Stand til at iværksætte for at finde Føllet levende eller død, men enhver Undersøgelse var forgiæves, men nu da Hans J:Jensen er løbet fra Sognet, og efterlader sig ikke den bedste Omtale, har hans Stedsøn Hans Rasmussen, 14 Aar gl: sagt ham:
at hans Stedfader H:J:Jensen er den som dræbte hans Føl og nedgravede det i Aaen i en i hans Mark værende Vandgrøvt ved hvilken Leilighed som Deeltagere i at dræbe Føllet var tilstæde Gotfried Larsen paa Tvede Mark og Karen Jacobsdatter, som i flere Aar har opholdt sig hos Hans Jacob Jensen, hvilken sidste ved den Leilighed bragte en Øxe ud fra Huuset til Slagteren og Gottfried, som de brugte at afhugge Beenene paa Føllet med.”
Den 14-årige Hans Rasmussen – han var søn af Kirsten Andersdatter og vokset op hos Hans Jacob Jensen – var også til stede i retten og bekræftede, hvad sognefogeden fortalte.
Også den nævnte Gotfried Larsen var i retten den dag. Hans forklaring lyder noget anderledes:
” at han ikke veed om Hans Jacob Jensen har gjort sig skyldig i at dræbe Sognefogdens Føl, og nægter deri enten at være vidende eller deeltagende, ligesom han ogsaa forklarede: at den Dag Føllet skal være dræbt, kom han til Hans Jacob Jensens Tørvemose omtrent Kl.7½ og formærkede da hverken Følhoppen eller noget Føl paa Sognefogdens eller H:J:Jensens Mark, og saae ikke H:J:Jensen den Dag før om Middagstiden han kom fra sit Huus, og hørte derefter Sognefogden havde mistet sit Føl og søgte derefter.”
Karen Jacobsdatter, der var kommet tilbage til Svendborg efter den frugtesløse rejse til Helsingør, benægtede enhver anklage mod Hans Jacob Jensen og sig selv – med herredsfogeden valgte alligevel at arrestere hende. For en sikkerheds skyld. Hun kom aldrig mere på fri fod.
Hendes ægtemand, Mads Andersen, som også var indkaldt til forhøret, vidste ikke noget som helst. Men han var jo også, for at bruge Hans Jacob Jensens ord: et godt skrog, der ikke bryder sig om nogen ting.
Anklagen om at stå bag sognefogedens føls mystiske forsvinden blev skrevet på herredsfogedens efterhånden lange liste over mistanker. Midt i april blev Hans Jacob Jensen sendt tilbage til Svendborg fra Helsingør, og d. 6. maj bliver alle de gode Tved-borgere og andre, der tilbage i marts rejste anklager mod Hans Jacob Jensen, igen indkaldt til retsmøde. Denne gang for at aflægge ed på deres forklaringer fra marts. Således også sognefoged Hans Erichsen.
Men Hans Jacob Jensen har en anden version af historien om føllets skæbne:
“Tiltalte Hans Jakob Jensen forklarer at Sognefogdens Føl, tilfældig var falden i en Tørvegrav, og at Karen Jakobsdatter og hendes Mand Mads Andersen, som tilstædeværende, optog Føllet af Tørvegraven og nedgravede det i Jorden, af Frygt for at Sognefogden derover skulle fortørnes og mueligen desformedelst drage ham til Ansvar, men ligesom saadant var en enfoldig Gierning af Mads Andersen og hans Hustrue, og en Gierning som skeete mod Tiltaltes Villie og Vidende, saaledes er han ogsaa i den Henseende frie som Gierningsmand, skiøndt han ikke til den Tid torde berette Sognefogden det Passerede.”
Den 29. maj 1824 møder Mads Andersen igen op i retten, og da han ved den lejlighed bliver præsenteret for Hans Jacob Jensens version af, hvad der skete med sognefogedens føl, får han pludselig gang i hukommelsen:
“Omstændighederne ved Sognefoged Hans Erichsens Føl, tilstaaer Comparenten at være aldeeles rigtig saaledes som af Hans Jakob Jensen forklaret,” noterer herredsskriver Julius Moltke i sagens akter.
Hvad skete der i virkeligheden med sognefogedens føl? Var Karen Jacobsdatter og Mads Andersen så bange for sognefogeden, at de løb risikoen ved at begrave et  føl, der var faldet i en tørvegrav og druknet ved et uheld, fremfor at risikere at blive mistænkt for at have slået det ihjel? Og hvis de havde begravet føllet – hvorfor fandt sognefogeden ikke graven, når han ellers ledte så grundigt efter spor efter det forsvundne føl?
Hans Rasmussen, Hans Jacob Jensens stedsøn, er den, der rejser anklagen. Han fortæller oven i købet en blodig historie, der involverer både Hans Jacob Jensen, Karen Jacobsdatter og deres nabo, husmand Gotfried Larsen – og en økse, der blev brugt til at hugge føllets ben over med. Finder man på sådan noget ud af den blå luft?
Og hvorfor overhovedet slå et nyfødt føl ihjel, bare for at grave det ned?
Herredsfoged Erich Christensen var åbenbart i 1824 lige så forvirret over den historie, som jeg er, når jeg læser sagens akter i dag: han lod den mystiske dag om sognefogedens føl falde. Der var jo andre og alvorligere anklagepunkter at forfølge.