Tags

, , , , , , , , , ,

Jeg forsøger at forstå Kirsten Andersdatter. I forsommeren 1815 var hun 42 år, for anden gang blevet enke og stod alene med sin lille søn Hans på seks år. Hvad tænkte hun, da svigerinden Karen kom på besøg fra Ulbølle og præsenterede hende for den 31-årige ungkarl, slagter og væver Hans Jacob Jensen?
Hvis Kirsten ville fastholde sin beskedne, sociale opstigning fra at være indsidder Rasmus Hansens enke til husmand Niels Rasmussens enke, og holde fast i fæstet på Forriderhuset, måtte hun gifte sig igen snarest.  Så kunne hun også holde løftet til sin bror, Mads Andersen, om at han og familien kunne flytte ind hos hende, når de blev sat ud af deres lejemål i Ulbølle. Og nu stod Mads’ kone Karen og rakte Kirsten ægtemandsmateriale frem på et sølvfad: Hans Jacob Jensen, ung og stærk og fri.
Kirsten sagde ja.
Men hvad tænkte Kirsten hen over sommeren, da hendes trolovede jævnligt besøgte hende i Tved, og som regel havde taget Karen Jacobsdatter med? Begyndte hun at ane noget om forholdet mellem de to?
Hvad tænkte Kirsten, da Hans Jacob flyttede ind hos hende sidst i august 1815, og den – nu tydeligt gravide – Karen flyttede ind få dage senere, uden sin mand og ældste datter, men med børnene Jacobine og Hans?
Kirsten tog sine tanker og mistanker med i graven. Under retssagen ni år senere bliver der talt og talt, men Kirsten selv kommer af gode grunde ikke til orde.
På nær én gang.
Hendes veninde, den “forrige Degn Rasmussens Hustru Karen Rasmusdatter af Tvede” fortæller i retten i Svendborg d. 18. marts 1824, at hun: “formærkede retvel af den Afdødes Yttringer en Tid forhen, at der ikke var god Forstaaelse imellem Hans Jacob Jensen og hans Forlovede,”
Og at Kirsten med heftighed havde sagt til hende, at hun ved at forlove sig med Hans Jacob Jensen: “ikkuns derved selv havde beredt sig en Ulykke.”