Tags

, , , , , , , , , ,

Pjentemølleren

Morten Jørgensen, alias Pjentemølleren – skrev dagbog i dagene omkring henrettelsen i juni 1825.

Ud over den originale retssag – Højesteret, 1825, 26/4, sag nr. 186 – findes der nogle få, skriftlige kilder af både ældre og nyere dato, hvor henrettelsen af Karen Jacobsdatter og Hans Jacob Jensen er omtalt, og – i større eller mindre grad – hvad der lå bag.
Der er to samtidige, skriftlige kilder. Den ene har jeg nævnt tidligere (i omtalen af skillingsvisen d. 13. juni 2013): det er Collegial Tidende for Danmark, red. Monrad & Ørsted, no. 33 og 34, 25. Junii 1825. Her bliver retssagen refereret sammen med Højesterets afgørelse og med al den juridiske præcision, man kan forvente af Anders Sandøe Ørsted.
Den anden, samtidige kilde er “Pjentemøllerens dagbog”, og her er vi så tæt på en øjenvidneberetning, som man næsten kan komme. Pjentemølleren, alias Morten Jørgensen (1772-1845), ejede i Pjentemøllen i Svendborg, var en af af byens seks eligerede mænd (datidens byråd) – og skrev dagbog.
Jeg har (endnu) ikke set de originale dagbøger fra Pjentemøllerens hånd, men læner mig op ad Otto Jonasens “Pjentemølleren og hans dagbog” (Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum, bd. 2, 1992) og citerer herfra:
“14.6.1825: Er 2de Arrestantere her i Arresterne, som skal Rettes i Morgen, er en Slagter fra Tvede, Hans Heinrich Jensen, og en Kone Karen Jacobsdatter, de har sidet her Arresteret et Aars Tid, de havde for en halv Snees Aar siden forgivet Slagterens Kone med Rottekrud i Kaffe, for at Slagteren og denne Kone havde Omgang med hverandre, denne Kone var gift med en anden Mand, men manden havde forladt hende i de sidste Aar, da hun havde Omgang med Slagteren. Slagteren havde en Søn ved den Kone som blev forgiven, den Gang et Barn, men som havde vist Hemmeligheden, og nu han var bleven ældre havde han begyndt at tale om, at de havde forgivet hans Moder og dengang truet ham, at talte han derom skulle de slaae Ham ihiel, hvorfor han havde tiet. Slagteren, da Drængen begyndte at tale derom, flygtet og vilde have været i Sværrig, men blev anholt i Helsingiøer, og saa gik til bekiendelse. Præsten i Tvede Hr. Pastor Suhr har gaaet til dem et par maaneder et par Gange om Ugen, den anden Juny blev dem deres Dom forkyndt, at de skulle midste Hovedet, og lægges i Kiste og begraves paa Retterstædet, siden Dommen blev dem bekiendt har der været bestandig 2 Mand vagt ved dem fra Tvede, og fleere Præster gaaer til dem hver Dag, men de er meget frække og haarnakkede, at de slet ikke vil lade dem bevæge af Præsterne, enda helst Konen skal være meget stivsindet, men dog siges i Eftermiddag, at Skarpretteren har været hos dem for at See dem, at det har giort noget Indtryk paa dem. Lars Henningsen har giort Kisterne. En mængde Mennesker har gaaet for at See dem i Dag.

15.6: I Formiddag Kl. 8 kiørte de med Forbryderne til Retterstædet mellem Kirkebye og Lunde, de kiørte hver paa sin Vogn, med vagt af Bønder, og deres Liigkister paa en vogn, og Blokkene paa en vogn, der var endeel Bønderbyer tilsagt at slaae kreds om Retterstædet. De blev Rettet Kl. 10, hver paa sin Blok, og saa straks lagt i Kisterne og Gravet ned paa Retterstædet. Manden var meer Død, at 2de maatte lede ham og lægge ham paa Blokken. Men Konen var meere stærk og Rask. Pastor Suhr var med dem. Der var en stoer mængde Mennesker taget derop herfra Byen, og skulle have været en gyselig mængde Mennesker paa Stædet.”

Såvidt Pjentemølleren, og allerede han har fået galt fat i nogle ting: slagteren hed Hans Jacob Jensen; han var ikke gift, men trolovet med Kirsten Andersdatter, og de havde ingen børn sammen. Den søn, Pjentemølleren tillægger Hans Jacob Jensen, var Hans Rasmussen, Kirstens søn af 1. ægteskab. Men eftersom Hans i daglig tale kaldtes for Slagterdrengen, og Hans Jacob Jensen havde overtaget forældre ansvaret efter Kirsten, er det måske meget forståeligt, at Pjentemølleren tog fejl.
Desuden var det først efter Hans Jacob Jensen var stukket af fra egnen (for at begynde på en frisk i Helsingør/Nordsjælland – ikke for at komme videre til Sverige), at Slagterdrengen begyndte at fortælle, hvad han vidste.
Men i det store og hele står Pjentemøllerens beretning til troende: det var nok nogenlunde sådan, det gik for sig.

Endelig findes der en andenhånds-øjenvidneskildring af henrettelsen. Den kommer fra  en Vilhelm Madsen, Egebjerg (tidl. Jerntvedgård i Ulbølle), og er optegnet af Hans Nørgaard i Egebjerg i 1975 (kilde: http://www.fynhistorie.dk/node/860). Vilhelm Madsen fortæller om henrettelsen i 1825:
“Min bedstefar var med som tolvårig og så det. Han skulle have fortalt, at manden var omtrent død af skræk, før de huggede hovedet af ham, men konen, hun var fræk til det sidste, for hun vendte sig ud mod tilskuerne og råbte: Vil I ha blod til sortpølse, så skal I komme nou! Hvor på hovedet trillede.
Min bedstefar hed Rasmus Madsen døde 1885/86, skovløber ved Folehaven og boede i det gamle skovløberhus i Troldekrogen.”

Det er, hvad de samtidige kilder fortæller om henrettelsen. Hvad senere forfattere får ud af disse informationer, vender jeg tilbage til ved en anden lejlighed.