Tags

, , , , , ,

I mit indlæg d. 8. juli 2013 har jeg gengivet, hvad Pjentemølleren i juni 1825 skrev i sin dagbog  om retssagen mod og henrettelsen af Karen Jacobsdatter og Hans Jacob Jensen. Hele historien var mere eller mindre glemt i mange år – eller levede måske stilfærdigt videre som en mundtlig overlevering blandt folk på egnen.
Men i 1971 dukker historien igen frem på skrift. Under overskriften “Hovederne rullede i sydfynsk galge” giver museumsinspektør Ove Marcussen en særdeles livlig beskrivelse af henrettelsen. Den er trykt (første gang!) i Svendborgposten, 7. oktober 1971.
Ove Marcussen opgiver at bygge sin artikel primært på Pjentemøllerens dagbog. Da artiklen er udgivet to år før den første udgave af Otto Jonasens “Pjentemølleren og hans dagbog”, har Marcussen haft fat i de originale dagbøger. Det er nok forklaringen på, at han konsekvent kalder Karen for Maren: datidens håndskrifter er ikke altid nemme at tyde. Marcussen kalder også Hans Jacob for Hans Henrik: samme fejl som Pjentemølleren begår. Ligesom han (som Pjentemølleren) skriver, at Hans Jacob stak af, fordi Slagterdrengen begyndte at tale om, at hans mor var blevet forgivet – og at han ville til Sverige, men aldrig nåede længere end til Helsingør, før han blev pågrebet.
Begge dele er, som omtalt 8. juli, forkert.

Men så begynder Marcussen pludselig at skrive noget, som Pjentemølleren i hvert fald ikke er ophavsmand til: han beskriver den gamle Svendborg Rådstue (opført helt tilbage i 1586 på torvet, neden for Vor Frue Kirke), hvor de to arrestanter sad bag lås og slå. Marcussen skriver om rådstuens noget forfaldne tilstand, samt tidligere tiders fangeflugter: huset var på et tidspunkt så faldefærdigt, at arrestanterne kunne sparke fyldningerne mellem bindingsværket ud og løbe deres vej! Det spinder han en ende på – og jeg mener, han har hentet den historie i “Svendborg Bys Historie” fra 1961 (den har jeg ikke ved hånden, mens jeg skriver dette). Og så fortsætter han:
“I disse fangehuller skulle så slagteren og Maren tilbringe tiden indtil dommen kunne afsiges og bringes til udførelse. Ventetiden blev lang. Der gik et års tid, inden resultatet forelå, og i den tid måtte de sidde uvirksomme hen. Arrestforvareren havde til tider mas nok med dem, i perioder var de helt uregerlige og skabede sig som tossede, råbte, skreg og hylede op, så godtfolk, der færdedes over torvet, følte sig ilde til mode og ikke mindst om aftenen, når langtrukne hyl fra de indespærrede sønderbrød aftenens stilhed. Ja, der var ikke langt fra, at det kunne lykkes dem at forstyrre gudstjenesten i Vor Frue om søndagen.”
Hvor i alverden har han det fra? Jeg har ikke fundet noget i de tidlige kilder, der fortæller om hylen og skrigen.
Så vender Marcussen tilbage til at digte videre på Pjentemøllerens mere ordknappe beretning. Han nævner pastor Suhr, der flere gange om ugen kom på besøg, og at han i den sidste tid fik andre, lokale præster til at hjælpe sig. Pjentemølleren nævner, at siden den endelige dom 2. juni blev forkyndt for fangerne
“har der været bestandig 2 Mand vagt ved dem fra Tvede.” hvilket i Marcussens version bliver til:
“Nu blev der travlt på mange måder. Tveds bymænd blev tilsagt til at holde vagt over de dødsdømte dag og nat, de skulle skiftes til det to ad gangen. Det var ikke, fordi de var så glade for det, men der var ikke noget at gøre, det var borgerligt ombud.”
Hvorfra ved Marcussen, hvilket humør, folkene fra Tved var i?
Og hvor Pjentemølleren d. 14. juni 1825 skriver:
“..men dog siges i Eftermiddag, at Skarpretteren har været hos dem for at See dem, at det har giort noget Indtryk paa dem. Lars Henningsen har giort Kisterne.”
lyder Marcussens version af det samme:
“Ved et par lejligheder syntes det dog, som der var en gnist af menneskelighed tilbage hos dem, og at de var klare over, at det var dødens alvor, de stod overfor. I alt fald gjorde det et vist indtryk på dem den dag, skarpretteren kom for at tage dem i øjesyn. Den faglige vurdering, de fra skarpretterens side blev underkastet, gjorde dem helt tavse.
På samme måde gik det, da snedkermester Lars Henningsen fra Bagergade kom for at tage mål til kisterne. Han havde en lang stok med, i hvilken han snittede deres højde, hvorefter han overlod de to stakkels mennesker til deres egne betragtninger.
Lyrisk, ikke sandt?
Og sådan fortsætter det: Marcussen lader sin livlige fantasi male scenerierne frem – eller ved han noget, jeg ikke ved?
Hvor Pjentemølleren om selve henrettelsen konstaterer om Karen: “Konen var meere stærk og rask” (end Hans Jacob, som måtte bæres op på retterstedet), skriver Marcussen:
“Konen var mere “stærk og rask” og havde kun et hånligt blik til overs for de omkringstående. Efter traditionen skal hun have udråbt, inden hun lagde sig på blokken: “Er der nogen, som vil have sortpølse, så kom nu.” Dette turde dog nok være en skrøne.”
Tja..
Hvorfor gider jeg bruge tid på den tekst? Fordi jeg er angrebet af amatør-historikerens bacille: jeg vil vide, om forfatteren har haft adgang til andre kilder end dem, jeg selv har fundet frem til. Ove Marcussen opgiver ikke andre kilder end Pjentemøllerens dagbog, så resten må stå for hans egen regning. Beretningen er skrevet til en daværende, lokal ugeavis, og underholdende – det er den bestemt.
Men altså også fyldt med fejl.
Ove Marcussens tekst er – desværre – gengivet ordret i “Kriminalitet og politi i 200 år på Sydfyn”, samlet og redigeret af Henrik M. Jansen, Skrifter fra Svendborg & Omegns Museum, bind 4, 1979.
Og selv samme tekst optræder som “Henrettelsen af Maren Jacobsdatter og slagter Hans Henrik Jensen i 1825”,  hvor Tved  Sogns Lokalhistoriske Forening optræder som ophavsmand; og den blev vistnok (jeg har kun en kopi af et maskinskrevet manuskript) trykt i “Bydelen” – sandsynligvis  et lille lokalblad – i november 1991.
Tre gange øv!
Svendborgposten blev udgivet af Fyens Stiftstidende. Hvis jeg får tilladelse til det, vil jeg ved lejlighed gengive hele Ove Marcussens artikel her på bloggen.