Tags

, , , , , , , , , ,

Som omtalt i mit indlæg d. 16. juli 2013 er det ikke kun hovederne, men også fantasien, der ruller i Ove Marcusens omtale af henrettelsen af Karen Jacobsdatter og Hans Jacob Jensen. Jeg har nu fået tilladelse af Fynske Medier, der har ophavsretten til artiklen, til at gengive hele Ove Marcussens beretning her:

Hovederne rullede i sydfynsk galge

Et gammelt drama om en folkebegivenhed, da en dobbelthenrettelse kunne samle tilskuere fra hele Sydfyn…

– Ved OVE MARCUSSEN –

Midtvejs mellem Kirkeby og Lunde ligger en høj, som kaldes Galgebakken og umiddelbart vest for denne Tinghuset og Tinghaven. Navnene vidner om, at her i fordums tider skiftedes lov og ret mellem folk, og at de dødsdømte her måtte lade deres liv. I dag ligger stedet borte fra alfarvej, og græsset gror hen over sti og vej, som det har gjort det over de begivenheder, der her har fundet sted.

Hvor mange der har måttet betale deres brøde med døden på denne galgebakke, er ikke godt at vide. Her skal fortælles om en dobbelthenrettelse, som foregik på dette sted i 1825, en begivenhed, makaber og dyster, der virkede i den grad rystende på de tusinder af tilskuere, der overværede den, at dens slagskygge blev ved at strække sig frem gennem årene derefter, og for den sags skyld ikke helt har fortonet sig endnu, skønt der er gået langt over hundrede år.

Men for at begynde med begyndelsen så boede der i Tved kort efter 1800-tallet et par familier, der kom en del sammen. Det var en slagterfamilie, hvor manden hed Hans Henrik Jensen, og en husmandsfamilie, hvor konen hed Maren Jacobsdatter. Efterhånden gik det sådan, at slagteren blev indtaget i husmandens kone mere end godt var, hvad der resulterede i, at husmanden pakkede sit tøj og rejste sin vej uden nogen sinde mere at vende tilbage.

Den ene hindring var således ryddet af vejen uden større besvær. Men slagterens kone var ikke så nem at blive af med, Efterhånden kom slagteren og hans veninde ind på, at der ikke var andet at gøre end at rydde hende af vejen ved rottekrudt. Han rejste derfor til Svendborg og købte en forsvarlig portion på apoteket. Ikke længe efter lykkedes det ham at fylde noget af giften i sin kones kaffekop, medens hun sad og drak kaffe, og efter svære lidelser afgik hun ved døden. Mærkeligt nok synes det ikke, som om nogen havde fattet mistanke til, at der var foregået en forbrydelse, bortset fra slagterens lille søn, der nok anede, at ikke alt var, som det skulle være. Men faderen truede ham med, at dersom han fortalte noget som helst, ville han blive slået ihjel.

Dermed syntes det hele at være i orden. Slagteren og hans veninde flyttede sammen, og der gik en halv snes år, uden at noget blev opdaget. Men imidlertid var sønnen blevet voksen, og en skønne dag begyndte han at lade falde udtalelser om, at hans fader havde forgivet hans moder, og at han selv var blevet truet til at tie stille, han havde derfor ikke turdet sig noget hidtil.

Disse udtalelser kom øvrigheden for øre, men slagteren havde anet uråd og flygtede. Det var hans mening at se at slippe over til Sverige, men det lykkedes ikke for ham. Han nåede Helsingør, men her blev han fanget, og efter at have vedgået sin brøde blev han ført tilbage til Svendborg, hvor han blev indsat i det ene fangehul på Rådhuset, hans veninde sad allerede i det andet.

Det rådhus, der her tales om, var det, der opførtes i 1586 og som lå på torvet i øst-vest langs med Vor Frue Kirkegård. Det var opført af bindingsværk i to etager. Ved den tid, vi taler om, var det meget brøstfældigt, og blev 5 år efter afløst af et nyt, vinkelret på det gamle og altså med facaden vendt mod Møllergade. Fangehullerne i det gamle rådhus havde tit haft svært ved at holde på fangerne. Det var sket, at de havde sparket murfyldningerne ud og var undsluppet på den måde. Til sidst var det blevet autoriteterne for meget med de mange undvigelser – i parentes bemærket havde byens to natvægtere også af og til haft en finger med i spillet med undvigelserne – og der blev derfor givet ordre til, at de to fangehuller skulle beklædes indvendig med svære egeplanker, og at dørene skulle frosynes med stærke taskelåse. Disse foranstaltninger havde hjulpet særdeles godt.

I disse fangehuller skulle så slagteren og Maren tilbringe tiden indtil dommen kunne afsiges og bringes til udførelse. Ventetiden blev lang. Der gike t års tid, inden resultatet forelå, og i den tid måtte de sidde uvirksomme hen. Arrestforvareren havde til tider mas nok med dem, i perioder var de helt uregerlige og skabede sig som tossede, råbte, skreg og hylede op, og godtfolk, der færdedes over torvet, følte sig ilde til mode og ikek mindst om aftenen, når langtrukne hyl fra de indespærrede sønderbrød aftenens stilhed. Ja, det var ikke langt fra, at det kunne lykkes dem at forstyrre gudstjenesten i Vor Frue om søndagen.

De sidste to måneder, inden dommen skulle falde, besøgte sognepræsten fra Tved, pastor Suhr, dem to gange om ugen. Pastor Suhr, der var kaldet til præst de samme forår, og som forøvrigt nåede at fejre 50 års jubilæum som præst i Tved, var en myndig mand, der talte forbryderne strængelig til, søgte også at påvirke dem ved sagtmodig og inderlig tale, men lige meget hjalp det, de var hverken til at hugge eller stikke i.

Den 2. juni fik fangerne deres dom forkyndt. Den lød i al sin gruopvækkende uhyggelighed på, at de skulle miste hovedet, lægges i kiste og straks begraves på retterstedet. Det skulle foregå den 15. juni. Nu blev der travlt på mange måder. Tveds bymænd blev tilsagt til at holde vagt over de dødsdømte dag og nat, de skulle skiftes til det to ad gangen. Det var ikke, fordi de var så glade for det, men der var ikke noget at gøre, det var borgerligt ombud.

Pastor Suhr, der følte sin afmagt over for de to forhærdede mennesker, anmodede byens og enkelte af de omliggende sognes præster om at være sig behjælpelig med at berede dem til døden. Fangerne havde derfor besøg flere gange daglig af forskellige præster, men det hjalp ikke, de var “frække og hårdnakkede”, og navnlig Maren var meget “stivsindet”, så det gjaldt her som ved en anden lignende lejlighed, om at det var “spildte guds ord på Ballelars”.

Ved et par lejligheder syntes det dog, som der var en gnist af menneskelighed tilbage hos dem, og at de var klare over, at det var dødens alvor, de stod overfor. I alt fald gjorde det et vist indtryk på dem den dag, da skarpretteren kom for at tage dem i øjesyn. Den faglige vurdering, de fra skarpretterens side blev underkastet, gjorde dem helt tavse.

På samme måde gik det, da snedkermester Lars Henningsen fra Bagergade kom for at tage mål af dem til kisterne. Han havde sin lange stok med, i hvilken han snittede deres højde, hvorefter han overlod de to stakkels mennesker til deres egne betragtninger.

Så oprandt onsdagen den 15. juni 1825, dagen for de to henrettelser. Pjentemølleren Morten Jørgensen, fra hvis samtidige dagbøger det meste af denne skildring er taget, meddeler at vejret var klart fint sommervejr med en svagelig nordlig brise, men temmelig varmt. Gråvejr havde været mere passende til lejligheden.

Det var en ejendommeligt sceneri, der udfoldede sig på Torvet. Folk stod tæt for at se det dystre optog, der skulle føre forbryderne til retterstedet. Der havde i øvrigt dagen før været fri adgang til at beskue dem, hvad en mængde mennesker havde benyttet sig af. De Tved Bymænd måtte atter holde for, de var tilsagt til at møde med 5 vogne og fornødent vagtmandskab på Torvet ved syvtiden om morgenen. trrods de mange nysgerriges tilstedeværelse lykkedes det omsider at få toget formeret. På den første vogn blev slagteren anbragt, flankeret af to vagter samt et par stykker ved siden af vognen. På den næste bogn sad Maren sikret på samme måde. Derefter fulgte vognen med skarpretteren, hans økse og de to blokke. De to sidste vogne blev læsset med hver sin ligkiste.

På slaget 8 satte det uhyggelige tog sig i bevægelse gennem Møllergade, Gerritsgade og videre ud ad Vestergade. Folk stod tæt langs fortovene eller hang ud af vinduerne for at betragte detynkelige menneskepar, der nu drog døden i møde. Efterhånden sluttede flere og flere op efter toget, således at det allerede lige uden for byen havde en anselig længde.

Kort før kl. 10 nåede man retterstedet. Her var i forvejen truffet alle forberedelser til at holde folk nogenlunde på afstand, bymændene fra de omliggende byer havde fået ordre til at møde i god tid og slå kreds uden om pladsen, hvilket nok kunne gøres nødvendigt, da der til sidst var samlet i tusindvis af mennesker, hvoraf mange var kommet langvejs fra.

Pastor Suhr var ankommet i forvejen og opholdt sig hos de dødsdømte til deres sidste øjeblik. Blokkene blev stillet op, og det uhyggelige skuespil kunne begynde. Slagteren var under køreturen sunket fuldstændig sammen og måtte bæres af to mænd hen til blokken, hvor de var skarpretteren behjælpelig med at få ham anbragt. Konen var “mere stærk og rask” og havde kun et hånligt blik tilovers for de omkringstående. Efter traditionen skal hun have udråbt, inden hun lagde sig på blokken: “Er der nogen, som vil have sort pølse, så kom nu!” Dette turde dog nok være en skrøne.

Kl. 10 faldt de to hoveder. Derefter blev de to døde straks lagt i kisterne og sænket i de to i forvejen kastede grave på Galgebakken. Og dermed var der sat punktum for en begivenhed som man – indtil for få år siden – ville have fundet kun kunne høre hjemme i Middelalderens mørke tid.

(Trykt i Svendborgposten, torsdag d. 7. oktober 1971)