Tags

, ,

Som tidligere fortalt, måtte Anna Rasmusdatter i februar 1824 rejse tilbage til Fyn med uforrettet sag: hendes soldat i Helsingør, Anders Madsen Egebjerg, havde fundet en anden.
Det må have været en tung gang for Anna at opsøge sin tidligere husbond, gårdmand Rasmus Larsen på Skaarup Mark, og bede om at få sin plads tilbage. Men det fik hun, og alt tyder på, at hun stadig kunne have den fireårige Karen hos sig.
Anna slår åbenbart Anders ud af hovedet og kommer videre, for d. 29. oktober 1826 reder hun til barsel igen. Hun får en lille pige, Marie Sofie Jensdatter. Faderen er tjenestekarl Jens Hansen. Heller ikke denne gang bliver Anna gift med sit barns far – og den lille pige dør af mæslinger i februar 1829.
Men i november 1832 ringer det omsider til bryllup for den nu 33-årige Anna. Hun gifter sig med den 26-årige Rasmus Eriksen fra Øster Åby. I maj året efter får de en datter, Thora Oline Kristine Rasmusdatter. De flytter ind hos hans forældre som indsiddere i Skaarup.
På det tidspunkt er lille Karen efterhånden fyldt 14, er blevet konfirmeret, og er kommet ud at tjene.
Efter kun otte års ægteskab, i 1840, bliver Anna enke. Rasmus bliver dræbt i en arbejdsulykke i en mergelgrav, kun 36 år gammel. Anna havner på fattighuset og Thora kommer i pleje på sognets regning.
Anna dør som 44-årig d. 30. juni 1842. Og i april 1844 dør datteren Thora, 11 år gammel.
Lille Karen tjener fra 1833 rundt om på egnen. I 1841 er hun tilbage i hjemsognet Skaarup, har fået plads i præstegården – og føder her sit første barn, Rasmus Peder Mortensen. Faderen er møllersvend Morten Mikkelsen. To år senere er den gal igen: denne gang døbes barnet Anders Pedersen- og hans far er Peder Andersen Tøsing (dvs. fra Tåsinge).
Alle gode gange tre: Karen føder sin tredje søn i maj 1847. Han døbes Peder Hansen, hans far er “karlen Hans Rasmussen fra Gudme, nu i snedkerlære i Svendborg”.
Folketællingen i 1850 noterer i Aabye: Karen Andersdatter, 33 år, ugift, ernærer sig selv og sine børn. Drengene er på dette tidspunkt 9, 7 og 3 år.
I folketællingen 1855 er den ældste dreng konfirmeret og klarer sig selv. Karen bor til leje og “ernærer sig ved arbejde”, den nu 12-årige Anders understøttes af sognet, mens hun selv forsørger den yngste.
Karen bliver aldrig gift. Hun beskrives i folketællingerne som “inderste, arbejderske, lever af haandarbejde”. I 1872 rækker kræfterne ikke længere: Karen dør, 54 år gammel, som “ugift fattiglem på Skaarup Hospital”.