Tags

, , , , ,

Under min jagt på, hvad der mon sendte Lars Madsen i Odense Tugthus (se indlægget her på bloggen d. 19. oktober 2013) sad jeg en dag på Landsarkivet i Odense og gennemgik sagslisterne til politiprotokollen fra herredsfogedens arkiv. Jeg fandt ikke Lars, men pludselig fangede mit blik navnet på hans lillesøster, Jacobine Madsdatter. Det gav et spjæt i mig: havde Jacobine også haft et udestående med ordensmagten? Ja, det havde hun.


Som fortalt i Jacobines historie, del 1 (d. 29. oktober 2013), kom Jacobine i foråret 1824 i pleje på sognets bekostning hos Frederik Kjær, ejer af den statelige gård Edelsminde i Tved Sogn.
Året efter, d. 30. juni 1825, – 15 dage efter hendes mor, Karen Jacobsdatter var blevet halshugget, dømt for hor og mord – stod Jacobine i retten i Svendborg foran herredsfoged Erich Christensen: den dommer, der havde ført sagen mod hendes mor, og dømt hende til døden.
Den 14-årige Jacobine stod anklaget for uforsigtig omgang med ild. Sagen var rejst af amtet, dvs. at der var tale om en offentlig anklage efter Chr. V’s Danske lov.
De gamle, håndskrevne protokoller er ikke lette at læse, men historien er nogenlunde denne:
Den 23. maj 1825 sidst på dagen havde Jacobine båret nogle gløder fra et ildsted på gården Edelsminde ud på møddingen. Hun havde ikke set efter, om gløderne var ordentligt slukkede. Det var de ikke; der gik ild i møddingen, men takket være en hurtig indgriben blev ilden slukket, inden den fik fat i nogle af bygningerne.
Hvordan kommer den episode overhovedet amtmanden for øre, så han kunne rejse tiltale? Det kan næsten kun være Jacobines husbond, Frederik Kjær, der har anmeldt det. Men hvorfor? Det melder historien intet om – jeg har i hvert tilfælde ikke fundet anmeldelsen af sagen endnu.
Men d. 30. juni møder Jacobine op i retten i Svendborg sammen med sin far og værge, Mads Andersen , der er daglejer hos garver Raun.
Forud for retsmødet har der været holdt to politiforhør på Edelsminde for at klarlægge, hvad der var sket: et d. 30. maj og et d. 9. juni. Under forhørene har Jacobine indrømmet, at hun bar gløderne ud, og at hun ikke havde sørget for, at de var ordentligt slukkede.
I dag har vi en kriminel lavalder på 15 år, men i Chr. V’s Danske Lov fra 1683 var der ingen kriminel lavalder.  Der var dog en paragraf, der mildner straffene en smule for børn under 15 år.
I følge lovens kapitel 19, der handler om “Mordbrand og Heedebrynde”, er man erstatningspligtig, hvis man uforsætligt kommer til at sætte ild på anden mands hus eller skov. Hvis man ikke kan betale erstatningen, kan man straffes med “fængsel og arbeid”, dvs. strafarbejde.
På retsmødet 30. juni 1825 gennemgår herredsfogeden sagen, som hverken Jacobine ellers hendes far har noget at føje til. Herredsfogeden meddeler, at han vil fælde dom d. 4. juli.
Den 4. juli møder Jacobine op på herredsfogedens kontor for at modtage sin dom. Denne gang uden sin far, men sammen med sin husbond, storbonden Frederik Kjær, som hun er sat i pleje hos. Og selvom beviserne entydigt peger på Jacobine, og hun selv har indrømmet, at hun har været uforsigtig, da hun kastede gløderne på møddingen, frikender herredsfogeden Jacobine:
“fordi hun vidste at hendes Moder Karen Jacobsdatter for begaaet Mord efter Herredets Dom var dømt til at forrettes, og saadan højst ulyksalige Forfatning i hvilken et Barn maa befinde sig i, hvis Moder (er idømt)den Dødsstraf at skulle dø på Skafottet maa antages (at befinde sig i)..”
Kort sagt: trods det, at Chr. V’s Danske Lov var en særdeles barsk lovgivning, der byggede på øje for øje og tand for tand, så var de mildere og mere humane vinde fra romantikkens tanker blæst helt ind på herredsfoged Erich Christensens kontor i Brogade i Svendborg. Og selvom den moderne psykologi langt fra var født endnu, så kunne herredsfogeden i 1825 dog gribes af medlidenhed med en 14-årig pige, hvis mor få uger før var blevet henrettet, og forstå, at hun sandsynligvis var ude af sig selv og dybt fortvivlet, da hun kastede gløderne på møddingen på Edelsminde.
Thi kjendes for Rett!
”Tiltalte Jacobine Madsdater for tiltale i denne Sag, frie at være.” står der i Politiprotokollens kopi af dommen.
Jacobine var fri, og kunne gå hjem til Edelsminde sammen med sin husbond, Frederik Kjær.

Reklamer