Tags

Jagten på sandheden om herredsfoged Erich Christensen fortsætter. Som jeg skrev i to af de tidligste indlæg her (og her) på bloggen, er han en mystisk mand uden fortid, der springer ind på historiens scene som nyslået exam. jur. i 1802.
22 år senere, d. 6. september 1824, dømmer han mine 3 x tipoldeforældre til døden. Da har han været herredsfoged i Sunds og Gudme herreder i ni år, og bor i Brogade i Svendborg med sin familie: fru Sophia, f. Rampe, fem døtre og to sønner.
Han dør af vattersot d. 29. februar 1828 og bliver begravet fra Skt. Nicolaj Kirke i Svendborg. Da er han 50 år og har været enkemand i godt et år.
Der er ikke mange spor at gå efter, men ad snørklede omveje har jeg opdaget, at Erich Christensen har haft fine forbindelser – og har forstået at bruge dem.
Fra 1736 til 1931 havde vi i Danmark to slags jurister, populært kaldet de latinske og de danske jurister. De latinske var de fineste: de skulle have studentereksamen, og blev candidatus juris. De danske kunne studere jura uden studentereksamen, og blev examinatus juris. Da exam. jur. blev indført, var formålet at forsyne landet med »ærlige Prokuratorer og lovkyndige Dommere saavel i Under- som Overretter«, som der står i min kilde, Falk-Jensen og Hjorth-Nielsens “Danske jurister 1736-1936”.
Da denne kilde ikke oplyser noget om Erich Christensens baggrund, var næste skridt at prøve at finde hans ansættelsessag fra 1815. Måske lå hans ansøgning stadig et eller andet sted i Danske Kancellis (statsadministrationen) arkiver? Men hvor skulle jeg lede? Danske Kancellis arkiver er – mildest talt – uoverskuelige (prøv selv at slå dem op på Statens Arkivers søgesystem Daisy!).
Ved hjælp af Birgit Løgstrups afhandling “Dommer og administrator. Herredsfogeden 1790-1868” fandt jeg ud af, at ledige embeder som herredsfoged blev slået op i Collegial Tidende og behandlet af Danske Kancellis 3. departement.
Jeg skrev til Statens Arkivers “Spørg arkivaren” og fik dagen efter svar fra den altvidende arkivar og seniorforsker Karl Peder Pedersen:
“For at finde alt om Erich Christensens ansættelse som herredsfoged i de fynske herreder 1815 vil jeg anbefale dig at bestille følgende fra Danske Kancellis 3. Departement:
Forestillinger 1815  
Registrant 1815
Brevbog og register til brevbog 1815″
Så blev “Daisy” straks nemmere at finde rundt i, og arkivalierne bestilt.

Bingo på arkivet
Fredag d. 5. september gik turen så til Rigsarkivet, og jeg dykkede ned i arkivkasserne, godt bistået af min mor, der er en haj til at læse gotiske håndskrifter.
Og bingo:

Erich Christensen udnævnes til herredsfoged

Erich Christensens indstilling til embedet som herredsfoged i Sunds-Gudme Herreder.

 

 

 

 

 

 

 

Men hvordan bar Erich Christensen sig ad med at gafle embedet til sig? Han var, fremgår det af indstillingen, den eneste exam. jur af de fem indstillede, de øvrige fire var cand. jur, to af dem endda med laudabilis (førstekarakter).
Han trumfede dem på sine forbindelser! Og de kunne dårligt blive finere: embedsmanden, der behandler ansættelsessagen skriver i sin indstilling, at Erich Christensen er anbefalet ham af Geheime Stats- og Justitsminister Kaas, som i flere private skrivelser har fået ham varmt anbefalet af Hendes Kongelige Højhed, hertuginden af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg.

Det kongelige spor
Hvem var hun? Og hvordan er Erich Christensen kommet i forbindelse med hende?
Hun hed Louise Augusta (f. 1771), og hun var datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee. Selvom mange, også i samtiden, vidste det, blev Louise Augusta anerkendt som legitim datter af den sindssyge konge, Christian d. 7., og voksede op som dansk prinsesse. I 1786 blev hun gift med hertugen af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, og derefter boede hun enten i København eller på Augustenborg Slot. De sidste mange år af hendes liv – hun døde i 1843 – primært på Augustenborg.
Kom Erich Christensen fra Als?
Hans ansøgning fandtes ikke i arkiverne, og hvis han kom fra de ydmyge kår, jeg har en mistanke om (ellers ville “Danske jurister” nok have haft en mere fyldig biografi over ham), kunne han jo være en opvakt, alsisk bondeknøs eller den fjerde søn af en fattig degn, som Louise Augusta havde fattet godhed for og taget under sine vinger.
Men nej, det viste sig at være mere kringlet end som så – og jeg måtte gribe til skønlitteraturen for at komme videre.

Kærlighedsbarn
I 2003 udgav Maria Helleberg romanen Kærlighedsbarn, som handler om Louise Augustas liv og lidenskaber. Den hentede jeg omgående på biblioteket, da jeg var faldet over det kongelige spor. Og godt henne i bind 2 var der en klokke, der ringede: Louise Augusta opretter, i forbindelse med Englandskrigene, sit eget livjæger-regiment. En af officererne hedder Friederich Rampe.
Rampe? Jamen det var jo Erich Christensens fru Sophias efternavn!
Så måtte jeg have fat i folketællingen fra 1787, hvor (Christiane) Sophia Rampe dukker op for første gang: som 4-årig i sine forældres husstand. Jo, hun har en storebror, der i 1787 er 9 år og hedder Friederich. Faderen er gartner i Gentofte.
I Maria Hellebergs roman dør Friederich Rampe i 1822. Ganske rigtigt: iflg. kirkebogen fra Augustenborg Sogn dør Friederich Rampe d. 18. maj 1822. Og et sted skriver Maria Helleberg, at Rampe har rødder i Gentofte.
Det var altså Erich Christensens frue, der havde de fine forbindelser! Men – en gartnerdatter fra Gentofte?

Bernstorff-sporet
Nu var fader Rampe ikke en hvilken som helst tilfældig radise-gartner. Han var gartner på Bernstorff Slot, den indflydelsesrige politiker-familie Bernstorffs sommerresidens. Men det var jo lidt langt ude: Louise Augusta hang ud med Ernst og Lotte Schimmelmann og deres kreds, ikke så meget med Bernstorff’erne.
Det var jo også først i 1815, at Louise Augusta gav Erich Christensen en hånd med karrieren. Kunne Bernstorff’erne have hjulpet tidligere?
Min oprindelige teori var, at Erich Christensen var en opvakt, nordfynsk bondesøn (eller fjerde søn af en fattig degn på Bogense-egnen), for som nyslået exam. jur. i 1802 bliver han omgående ansat som godsforvalter på Gyldensteen Gods. Også dengang et betragteligt gods. Netop i 1802 arver Constance Henriette Frederikke Knuth (1772 – 1827) godset efter sin far.
Constance Knuth var en vidtløftig og farverig dame, der var gift fire gange. Hendes første ægtemand og far til hendes eneste søn var – en Bernstorff: Johan Hartvig Ernst greve Bernstorff (1761 – 1791).
Igen peger de gode forbindelser tilbage på Sophia Rampe. Erich Christensen var nok heller ikke fra Nordfyn (og jeg har slidt kirkebøgerne fra området tynde, uden at finde ham).

Tilbage til start – eller: den romantiske version?
Er jeg overhovedet blevet ret meget klogere af den sidste uges eftersøgning af Erich Christensens rødder? Både og.
Han har i hvert fald  formået at udnytte de forbindelser, han – og hustruen, som han giftede sig med i 1803 – havde. Og det var vejen frem under den sene enevælde.
Jeg er stadig på bar bund, når det gælder hans familiebaggrund: manden kan komme fra hvor som helst i landet.
Derfor er det stadig min opdigtede, romantiske version, der gælder:
En forårsdag i 1798 begiver den 20-årige, fattige jurastuderende Erich Christensen sig ud på en fodtur på landet, træt af at studere bag Kjøbenhavns kvalmfulde mure. Han når, støvet og tørstig, ud til den hyggelige landsby Gentofte og får øje på gartner Rampes yndige, 15-årige datter Sophia under de blomstrende æbletræer.. han kalder på hende, beder om en drik vand.
Og da gartnerdatteren og studenten med tiden insisterer på at ville ha’ hinanden, må fader Rampe jo rykke sine foresatte i ærmet og bede om at få det unge menneske godt i vej, så de har noget at gifte sig på.
Det var sådan, man gjorde dengang – og det bruges jo sådan set også i dag.

Tak til Maria Helleberg for sparring!

Reklamer