Tags

, , , , , ,

Mine forfædre – både de morderiske og de dydige – var fattige. Husmænd, daglejere, indsiddere – jeg tror, den fineste forfader, vi kan mønstre i familien, var degn på Drejø. Endda en dårlig degn, har jeg hørt.

Når jeg følger Karen Jacobsdatter, Hans Jacob Jensen og deres fattige familiemedlemmers og bekendtes færden i det sydfynske, mærker man de velståendes usynlige hånd: Garver Raun fra Svendborg dukker op de særeste steder, og herregårdene ånder i baggrunden: Da Kirsten Andersdatter 2. september 1815 fik den første dosis rottekrudt, var hun netop kommet hjem fra malkningen på Bjørnemose.

Karen havde som ung tjent på både Rødkilde og Geelskov (”Hun var noget vild af sig”, lyder et vidneudsagn fra en, der kunne huske at hun havde tjent ’under salig justitsraad Lange’ – han var en kendt bondeplager). Og i landsbyen Tved, hvor mordet på Kirsten fandt sted, var huse og gårde ejet af enten Bjørnemose eller Broholm godser tilbage i 1815.

I dag har jeg gået en etape af Øhavsstien, som førte mig forbi både Klingstrup og Broholm. Begge disse godser spiller en perifer rolle i historien om Kirsten Andersdatters død og hvad der fulgte. Broholm har jeg tidligere fortalt om her i forbindelse med den stakkels Jacobines skæbne.
Klingstrup Hovedgård ligger knap 9 km fra Svendborg, og her måtte stævningsmændene traske ud, hver gang Søren ’Svup’ Andersen skulle stille i retten under efterforskningen af mordsagen og hans egen sag. Han var nemlig også anklaget: for dokumentfalsk og ulovlig flytning.

Søren Svup var Hans Jacobs kammerat. De havde truffet hinanden på Ørkilds Øverste Mølle ved Svendborg, hvor Søren arbejdede og hvor Hans Jacob jævnligt kom forbi og solgte kød. Da Hans Jacob mærkede jorden brænde under sig og planlagde sin flugt til Helsingør i vinteren 1823/24, ville Søren Svup gerne med. Han sagde sin plads på vandmøllen op og flyttede ind hos Hans Jacob og Karen Jacobsdatter i ’Gaaseklinten’ i Tved, indtil de alle var rejseklare.

Hvorfor ville Søren med på den desperate flugt i februar 1824? Jo, Søren var blevet uvenner med sin kone og, ikke mindst, sin svigermor. Han og konen var flyttet fra hinanden og nu skyldte han hende børnepenge, og dem havde han ikke lyst til at betale. Turen til en anden landsdel fristede.

Men, ligesom Hans Jacob, havde Søren ikke fået anskaffet sig et rejsepas. Senere forklarede han i retten, at det var for at slippe væk fra kravet om børnepenge, at ingen måtte vide at han rejste.

Desværre for Søren fandt politiet under ransagningen af de flygtedes ejendele et forsøg på at eftergøre et gammelt rejsepas. Og det indrømmede Søren, at han havde skrevet. Selvom han, lige som de andre anklagede, ikke kunne læse skrift. Og da slet ikke skrive… og det var bare noget, han havde gjort for sjov.
Men Søren endte alligevel med at blive anklaget for både dokumentfalsk og ulovlig flytning.

I modsætning til Hans Jacob Jensen og Karen Jacobsdatter var Søren imidlertid på fri fod under retssagen. Noget skulle han jo finde at leve af, så han endte med at få plads på Klingstrup Hovedgård, der på det tidspunkt var ejet af en Christen True. Og derfor måtte stævningsmændene ud til Klingstrup, hver gang Søren skulle have besked om at møde op i retten.

Søren havde gode anbefalinger fra sine tidligere arbejdsgivere på Ørkilds Øverste Mølle, så måske har Christen True kunnet bruge ham på den vandmølle, der hørte til Klingstrup? At Søren var under anklage i Svendborg må hans nye arbejdsgiver have vidst, for Søren blev jo indkaldt til retsmøder flere gange, og en enkelt gang var det husbond selv, der tog imod stævningen, fordi Søren ikke var hjemme.

Det blev til fire retsmøder i alt, inden herredsfoged Erich Christensen 4. september 1824 idømte Søren Svup hele 28 dages fængsel på vand og brød for dokumentfalsk og ulovlig flytning og til at betale 1/8 af hele retssagens omkostninger.

Søren Svup bøjede nakken og modtog dommen.

Men da dødsdommen over Karen Jacobsdatter og Hans Jacob Jensen blev anket til Lands- og Overretten i København, røg Sørens dom med i købet, og de københavnske jurister var mere overbærende end herredsfogeden i Svendborg: Sørens dom blev sat ned til otte dages fængsel på vand og brød med anordnet mellemfrist.

Anordnet mellemfrist betød, at han skulle sidde dommen af i etaper: det var for barsk at sidde inde hele otte dage i træk på den sparsomme kost, så derfor afsonede han i flere omgange, så han kunne nå at komme til hægterne ind i mellem.

Om Søren nogensinde kom af med sin gæld til konen og til samfundet, ved jeg ikke. Noget tyder på, at han døde inden 1834, for i folketællingen 1834 står hans kone Nicoline opført som enke. Og nok kunne de to ikke forliges, men skilsmisse…! Nej sådan noget brugte man ikke blandt fattigfolk i 1820’erne.

Reklamer